Den danske digter Claus Ankersen er lige udkommet med sin bog "BRANDTALE". I forbindelse med Ærø Dog Days vil Claus komme til Ærø og læse op fra sin nye bog med brandtaler der med garanti vil få folk op af stolen.
Revolution på papir
Med digtsamlingen Brandtale blæser digteryogien Claus Ankersen til angreb på tingenes orden. Digtsamlingen er en skalpelskarp lobotomi til den sociale kontrakt mellem samfund og borger. Et kampskrift og en kærlighedserklæring i et.
Dansk poesis rebelske enfant terrible
Med udgivelsen af Brandtale , gør Claus Ankersen for dansk litteratur, hvad Bernie Sanders har gjort for amerikansk politik.
Udstiller etablissementet og viser en anden vej.
Brandtale er en forfriskende og hårdt tiltrængt civilisationskritik, ligeså hudløst ærlig som optimistisk og kærlig. Ligeså visionær og revolutionær som spirituel og evolutionær. Sidste sommer optrådte Ankersen således både i studiet og live med samlingens titeldigt under Radio 24syvs Antidemokratiske Festival.
Truet med fængsel i Rusland
Ankersens poesi er ikke kendt for at være nogen sart mimose. Derimod er der smæk for skillingen i digtene, hvoraf nogle i oversættelse har været performet på litteraturfestivaler i en hel del lande. Digtet Toksisk tirsdag vakte således begejstring i Ukraine før Maidan. Og under en festival i den estiske by Tartu, blev digteren efter sin oplæsning af samme digt opsøgt af en tilskuer som sagde: Det du laver er kommunistisk propaganda. Hvis du optræder med det i Rusland, vil du blive arresteret og fænglet for propagandavirksomhed. Naturligvis sørgede digteren prompte for at digtet blev oversat til russisk.
Poetisk sprogekvilibrisme med med skarpe tænder Der bliver ikke lagt fingre imellem, når digteren, som også er uddannet antropolog hudfletter voldfærdssamfundet. Fra bund til top, råber Brandtale stop. Lige fra frikadellemenneskets dans om trøstekøbsbusken i supermarkedet eller foran drømmeboksen hjemme i opbevaringsenheden, til den herskende klasses øglebankfolk som sorte heksemestre om bestyrelseslokalernes ovale borde højt over hamsterhjulets skyer.
Håb i sukkerminerne
Ankersens civilisationskritik skærer kapitalismens zombie i småstykker og serverer den for kærlighedens bevingede guder. For der er lys i mørket. Håb. Og det er kærlighedens håb. For lige så meget Brandtale raser over udbytteri og spild af liv,samvær og ressourcer, ligeså meget synger den fællesskabets, lysets, og legens pris. For mennesket er ikke en biologisk maskine, ifølge Ankersen, men et flerdimensionelt lysvæsen. Og planeten jorden er det egentlige, potentielle paradis.
Poesiens ansvar og potentiale. Poesiens mobile frontlinje.
Kan en digtsamling ændre verden? For Claus Ankersen er det ikke et retorisk spørgsmål. For selvfølgelig kan den det. Det skal den, mener den systemkritiske digter. Verden er et digt vi drømmer i eksistens mens vi lever i den. Og i øjeblikket har vi drømt en masse dårlige digte til endnu værre virkelighed. Der er brug for poesiens evne til at fange og fastholde nuet og bygge bro mellem mennesker, mener Ankersen. Poesien formår som ingen anden kunstform at fange øjeblikket og på den måde at bygge bro mellem fortid og fremtid. Det er nu det gælder. Det er nu vi skal op af sofaerne, ivrer Ankersen.
Kunstnerisk ytringsfrihed til stregen – og et spadestik over.
Brandtale er ikke forfatterens første litteraturpolitik, eller politiske litteratur. Ankersen har således uddrevet dæmoner i DR Byen, kastet med smør på Statens Museum for Kunst, og spurgt publikum i 19 lande verden over: Hvad har I lyst til? Skal det være kærlighed eller revolution? Uden undtagelse vælger publikum revolution. Det gør de af kærlighed til jorden, livet og mennesket, fortæller digteren, som har rejst med sin poesi siden årtusindskiftet. Overalt på kloden vokser uligheden samtidig med at den kunstneriske ytringsfrihed beskæres. Vi digtere er på den måde både første geled og sidste bastion.
Med Brandtale er revolutionen kommet til Danmark!
(Øverste billede af Claus taget af Jesper Hyuk)
No comments:
Post a Comment